“@linejensen_illu” af Line Jensen

Nomineret i kategorien BEDSTE DANSKE NETTEGNESERIE

Ekstremt højt og utroligt tæt på

Line Jensen er efterhånden blevet et imperium i det danske kulturlandskab. Hendes navn og karakteristiske streg er at finde på biblioteker og på bogreoler, i radio og podcasts, på alskens merchandise og senest på en gigantisk velgørenhedsindsamling for Red Barnet. I hjertet af det hele står Instagram-profilen @linejensen_illu, der følges af flere end 50.000 mennesker. Trods de store tal og den vildtvoksende virksomhed består Jensens sans for det nære, det personlige og det genkendelige hverdagsliv. Med nærmest skødesløse blyantstreger tegner hun verden, som den ser ud fra hendes krog. Og titusindvis af mennesker siger ”du har tegnet mig.”

Det er noget af en bedrift og det er tegneserieformen, der gør det muligt. Jensen balancerer det generiske og det særegne, laver callbacks og variationer over genkendelige temaer og situationer. Hun er lige tilpas bitter og sjældent sentimental. Det er stor kunst, fordi det ikke prøver at være andet end et lille udsnit af livet.

www.instagram.com/linejensen_illu/

Luk menu