LINE REFSTRUP: "LINE REFSTRUP"

LINE REFSTRUP: "LINE REFSTRUP"

Nomineret i kategorien:
Bedste danske nettegneserie 

I Line Refstrups smukke og poetiske striber bliver små hverdagsscener til klare øjeblikke, detaljer bliver gengivet og fyldes pludselig af en rolig eftertænksomhed og en blød nostalgi for barndommens tabte land.

Skilsmisse i flere generationer spøger, men de fine situationer mellem barn og voksen giver håb for ro og magi i den travle hverdag som moderne delebarn. Man kan nok kalde stilen naivistisk, uden at fornærme nogen, men den særlige blanding af noter, minder og små ruder med enkle scener har en ukrukket oprigtighed, som er svært charmerende.

Line Refstrups karakterer har to sorte prikker til øjne og en mund, der vender op eller ned. Hun fylder rude på rude med stilleben tegninger af et køkken, en trappe, et badeværelse. Det er mildt sagt ikke action, man skal lede efter. Alligevel udtrykkes der mange tanker i hver stribe.

Hun beskriver selv sine streger som bekendelser, og det selvbiografiske element er da heller ikke til at komme udenom. Det gør imidlertid ikke striberne mindre vedkommende, tværtimod er det dejligt at se de små menneskelige skævheder og fejl. Der er en masse på spil i Line Refstrups univers: hjertesorg, skilsmisse og ensomhed, men der er også plads til små bizarre indlæg om frygten ved at blive forgivet via en portion tilbuds ymer fra Rema. Man er i godt selskab på en radio-, lænestol-, evigt efterår- og kaffe på kanden-agtig facon.

Du kan blive meget klogere på “Line Refstrup” her og her.


Luk menu