LI KUNWU OG PAUL OTIE: ”ET KINESISK LIV”

LI KUNWU OG PAUL OTIE: ”ET KINESISK LIV”

Nomineret i kategorien:
Bedste internationale tegneserie på dansk

Første del af den selvbiografiske trilogi er en stærk og stort anlagt skildring af livet i Formand Maos Kina.

”Et kinesisk liv” er franske Paul Otie og kinesiske Li Kunwus stort anlagte, grafiske epos om Kinas nyere historie. De første 254 sider af det i alt 700 sider store værk foreligger nu på dansk under titlen ”Faderens tid”, der dækker over årene 1950-1976, og der er tale om historieformidling via selvbiografisk fortælling fra en af det folkerige lands vigtigste perioder.

Fortælleren ‘Lille Li’ befinder sig midt i Mao Zedongs kulturrevolution – hans far er partisekræter og opdrager sønnen i den rette maoistiske ånd. Der er dog tydelig forskel på drengen Li’s opfattelse af de dramatiske ting, som partiet udsætter befolkningen for, og den voksne fortællers lidt mere ironiske skildring af historiens gang. Især i tegningerne får Li Kunwu problematiseret partiets virkelighedsfjerne tiltag via en tegnestil, der er lige dele inderlighed og satire. Kunwus cartoony streg er en original og udtryksfuld kombination af vestlige og kinesiske karikaturtraditioner.

Li Kunwu har en tid som propagandategner bag sig – en karriere, som det første bind viser begyndelsen på. Han udnytter til fulde sit håndelag her, men med en ironisk kant, der nok ikke har været til stede i propagandategningerne.

”Et kinesisk liv” balancerer nydeligt imellem det selvbiografiske familiedrama fortalt fra barnets synsvinkel og den store fortælling om et lands skæbne. Et imponerende og meget relevant værk.

“Et kinesisk liv” er oversat fra fransk af François-Eric Grodin.

254 sider, Alvilda.

 

Luk menu