LEWIS TRONDHEIM OG FABRICE PARME: “PANIK PÅ ATLANTERHAVET”

LEWIS TRONDHEIM OG FABRICE PARME: “PANIK PÅ ATLANTERHAVET”

Nomineret i kategorien:
Bedste børne/ungdomstegneserie

”Panik på Atlanterhavet” er veloplagt cadeau til Splint & Co.-tegneren Franquin i cool 1960’er-stil.

Historien om den klassiske tegneserie-piccolo udspiller sig på et krydstogtskib midt på Atlanterhavet – komplet med snobbede damer, forvekslinger, folk, der kommer til skade på nostalgiske måder og en kliché-kæk kaptajn. Spændingen samler sig om noget så space age-teknisk som en strålepistol, der kan fryse ting til is!

”Panik på Atlanterhavet” er et charmerende tidsbillede af miljøet og menneskene ombord på en Atlanterhavs-cruiser i 1960’erne. Skildringen af tiden og omgivelserne er gennemført og morsom, og tilfører Splints jagt på nye eventyr en raffineret og dynamisk ramme. Kulørt iscenesat af Fabrice Parme, er albummet et stilsikkert pletskud.

Det hele er kærligt og uhøjtideligt gjort, og I sin veloplagthed og stilsikkerhed er ”Panik på Atlanterhavet” en flot cadeau til serien i dens glansperiode under Franquin. Og i øvrigt en af de sjældne historier, hvor piccoloen Splint rent faktisk arbejder som piccolo.

“Panik på Atlanterhavet” er oversat af Ole Steen Hansen.

64 sider, Cobolt.