Nomineret i kategorien BEDSTE BØRNE/UNGDOMSTEGNESERIE
Lettilgængelig angst til børn i amerikansk bestseller
Den absolut bedst sælgende tegneserietegner i USA, Raina Telgemeier, har længe været overset af danske forlæggere. Nu er hendes hovedværk Guts så endelig landet i dansk oversættelse som Kvalme, så målgruppen også kan læse med.
Historien følger den unge Raina, der går teenagetilværelsen i møde med en god portion angst og maveproblemer som følgesvende. De klare farver og den klassiske americana-streg fortæller empatisk og lettilgængeligt for unge læsere og giver et ærligt indblik ind i hverdagen som ængstelig tween.
Telgemeier er blevet rasende populær i sit hjemland, fordi hun fortæller ærligt og kærligt om hverdagslivets udfordringer og fordi hun bruger tegneserieformen til at formidle præcist og, paradoksalt nok, appetitvækkende. Det er på høje tid, at danske børn også lærer hendes verden at kende.
224 sider, Forlaget Cobolt