JOHAN F. KRARUP: ”NOSTALGIA”

JOHAN F. KRARUP: ”NOSTALGIA”

Nomineret i kategorien:
Bedste danske tegneserie

Johan F. Krarup orkestrerer et lille, men kraftfuldt portræt af den danske levemand og tegneseriesamler Berti Stravonsky i den lidet udforskede genre tegneseriedokumentarisme.

Sidst, der blev uddelt tegneseriepriser i Danmark – på Komiks.dk 2010 – var Johan F. Krarup nomineret blandt tidens ‘Bedste danske serieskabere’, ligesom hans første længere værk, “Mixed Double”, fandt vej til listen over de ‘Bedste danske tegneserier’.

Siden har der været lidt stille om filosofikandidaten, der arbejder ihærdigt på en stor graphic novel. Et enkelt livstegn blev det dog til i 2011, nemlig en kort fortælling i “Kolor Klimax”; en stor engelsksproget antologi med nyere nordiske tegneserier.

“Nostalgia” er et stykke gonzojournalistik i tegneserieform. Vi følger serieskaberen selv på besøg hos en dansk tegneserie- og legetøjssamler, der kalder sig ‘Berti Stravonsky’. De to kender hinanden fra debatfora på nettet, men Krarups besøg er især inspireret af en hjerteskærende web-dagbog, Stravonsky har skrevet i anledning af sin nylige skilsmisse.

Den trivelige samler fortæller beredvilligt sin historie til Krarup, der dokumenterer den uden omsvøb, men også med listige stilgreb – som når talebobler skifter farve for at illustrere Stravonskys skiftevis muntre og mistrøstige tonefald.

På ganske få sider tegner Krarup et portræt af et menneske midt i en livskrise, der håndterer udfordringerne på sin helt egen måde. Men ikke nok med det: “Nostalgia” er også en begavet meditation over fænomenet, der har givet fortællingen sit navn – med et tankevækkende visuelt punktum, der sætter læseren på arbejde.

12 sider i antologien ”Kolor Klimax”, Fantagraphics.

Luk menu