“Hver dag starter det forfra” af Line Kjeldsen Jensen

“Hver dag starter det forfra” af Line Kjeldsen Jensen

VINDER i kategorien:
Bedste danske debut

Line Jensens grafiske univers begyndte som en instagram-profil og er nu løftet over i bogformat, som på forsiden kaldes ”en slags graphic novel”. Online-æstetikken er dog fulgt med, for hashtags og fotografier iblandes de karakteristiske stregtegninger, der er så meget mere end bare selvterapi.

Jensen er illustrator, mor til to blebørn og en teenager. Hendes mand er musiker og konstant på turné, hvilket efterlader hende med alt det, der skal gøres med småunger i huset – dem der har prøvet det, ved at det kræver, man er en slags superhelt. Oven i hatten får hun en dårlig fod og må styre mandskabet fra sofaen.

Selvom vi har set mange andre mænd og kvinder kaste sig over samme projekt før, vil man ikke fortryde at samle Hver dag starter det forfra op på sin vej gennem boghandleren. Om man så står i samme situation, druknet i bleer og gode intentioner, planlægger at gå i gang med at reproducere sig eller aldrig har set skyggen af babybæ. I hvert fald hvis man godt kan lide at blive lukket ind i et andet menneskes univers og liv i den tid, det tager at læse bogen. Den er både velskrevet og velkomponeret, underholdende og giver lidt at tænke over.

134 sider, Fredag