HENRIK REHR: "GAVRILO PRINCIP – MANDEN, DER ÆNDREDE ET ÅRHUNDREDE"

HENRIK REHR: "GAVRILO PRINCIP – MANDEN, DER ÆNDREDE ET ÅRHUNDREDE"

Nomineret i kategorien:
Bedste danske tegneserie

Henrik Rehr har skabt en ambitiøs og gennemarbejdet historisk biografi om den unge bosnier Gavrilo Princip, der med et revolverskud var med til at udløse Første Verdenskrig.

I 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig var en af de mest omtalte og bemærkelsesværdige danske tegnserier Henrik Rehrs Gavrilo Princip, der skildrer titelpersonens baggrund, ungdomsliv som studerende og hans forvandling fra bondeknægten til attentatmand. Det er historien om Gavrilo Princip, der skød og dræbte den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand i 1914.

Tegningerne er mørke og præget af gråtoner, sorte skygger og tung skravering. Det er dyster men effektfuldt. Og Henrik Rehrs meget detaljerede og skarpe tableauer gengiver realistisk handlinger og omgivelser. Det er tydeligt at der ligger et utrolig stort researcharbejde bag Gavrilo Princip – manden, der ændrede et århundrede.

Gavrilo Princip – manden, der ændrede et århundrede er i den grad en tegneserie, som tager sig selv og sit emne alvorligt. Henrik Rehr går grundigt til værks og har stor respekt for det historiske stof. Henrik Rehrs historieformidling trækker tråde fra den overfladiske handling til dybere og mere universelle temaer: at dø i en større sags tjeneste, at ændre historiens gang, selv at skabe meningen med livet.


228 sider, Fahrenheit