”Heksene” af Pénélope Bagieu

Nomineret i kategorien BEDSTE BØRNE/UNGDOMSTEGNESERIE

Klassiker i nye klæder

”Tegneserieudgaven” står der på forsiden af Pénélope Bagieu’s Heksene, der bearbejder Roald Dahl’s børnebog fra 1983 – måske mest så ingen ved en fejl kommer hjem med den forkerte version. Man kunne dog ønske sig, at alle samlede denne udgave op, for Bagieu leverer en lyslevende version af klassikeren. Tempoet er energisk, der er godt med farver på og Bagieus streg giver mindelser om Quentin Blakes oprindelige illustrationer uden at forfalde til pastiche. Det karikerede og dynamiske udtryk giver en lethed til det, forlaget betegner som ”Dahls dystermuntre mesterværk”.

Heksene er et eventyr, og ligesom klassiske eventyr handler det under overfladen om traumer, om at blive voksen og om den ondskab, der lurer lige om hjørnet. Det serveres med en god portion humor og en oprigtig kærlighed fra Bagieus side til en grum historie, der ender lykkeligt uden at forfalde til det sentimentale. Det er en ægte tegneserie, der godt tør have længere ordløse passager og fortælle i billeder. Og samtidig er den klassisk fortalt og ikke alt for uhyggelig, så nye (tegneserie)læsere kan bestemt begynde her!

304 sider, Forlaget Cobolt

Luk menu