“Grus” af Anna Degnbol

“Grus” af Anna Degnbol

Nomineret i kategorien:
Bedste danske tegneserie

Anna Degnbols anden graphic novel er en grafisk appetitlig og velfortalt coming of age-fortælling forklædt som whodunit.

På overfladen fremstår Grus som en forsimplet krimihistorie, med rigelige flashbacks, så læseren kan stykke historien sammen bid for bid. Men Degnbols sans for struktur og nuancer graver dybere ned. Krimifortællingen er indlejret i det, der ved første øjekast ligner en rammefortælling. For det er i virkeligheden mange fortællinger på én gang, der er i spil.

Der er et lidt ungdomsromanagtigt snit over værket, som lægger stort ud med, som teenageren, at se det lille i det store verdensrum med kometer. Samtidig er der motivet om den fortabte datter, der rejser hjem for at besøge sin mor, der ligger i koma. Rejsen foregår ikke bare i tid, men også i sted, idet Mathilda bor ude i den store verden, mens den lille soveby lever videre. Langsomt går det op for læseren, at alt i sidste ende peger på Mathilda selv: den hullede hukommelse, moderens koma, de forskellige whodunit og fornemmelsen af forglemmelse. Gennem stilsikker brug af farver, flashbacks og intime fortællesituationer guider Degnbol gennem et værk, der er meget mere end det giver sig ud for at være.

184 sider, Fahrenheit

Luk menu