“Esben er bitter” af Theis Christiansen

“Esben er bitter” af Theis Christiansen

Nomineret i kategorien:
Bedste danske debut

Esben er skabt med udgangspunkt i Theis Christiansens egne følelser og oplevelser omkring sin skilsmisse i 2014. I efterskriftet skriver han, at den skulle gå så langt, at det ikke altid var sjovt, men også til tider gjorde ondt.

Det er bestemt lykkedes ham at gennemføre. Striberne er sjove, skøre, skæve, realistiske, karikerede, og frem for alt lander man pludselig i en hudløst ærlig tristhed især omkring savnet af datteren, så det er som et slag i maven på læseren. Det kræver en del af en forfatter og tegner at evne det sidste i en stribe, der ellers primært er humoristisk – og det er en af albummets stærke sider.

Selve tegningerne er enkle og udtryksfulde. En grønlig baggrund og ellers i starten stort set kun sort/hvide toner. Undervejs kommer der langsomt mere farve på nogle af elementerne, men stadig ikke så det dominerer. Det understreges af den enkle og naive streg, der benyttes i personskildringen, med arme og ben som tynde streger på en rund krop og med meget store hoveder i forhold til kroppen. Og det netop er hovederne og især ansigtsudtrykkene, der bærer hele historien og følelserne. Esben bliver bestemt ikke altid fremstillet lige sympatisk, tværtimod, men er samtidig nogle gange så uendeligt menneskelig og god.

154 sider, Fahrenheit

Luk menu