“Det må du selv om” af Johan Krarup


Nomineret i kategorien: BEDSTE DANSKE TEGNESERIE

Johan Krarup tager læseren med tilbage til 1980’erne
Johan Krarup kaster sig med Det må du selv om ud i den selvbiografiske genre. Over et års tid følger man Johan i 7.-8. klasse i 1980’erne. Grundstemningen er solidt støbt i mol, så skiftet til det selvbiografiske bliver også et skift fra den humor, der ellers har været så karakteristisk for Krarups værker hidtil.

Der er da også nok at forholde sig til for den unge Johan i den skrøbelige teenagealder. Forældrene er langt fra eksemplariske i deres uengagerede forhold til sønnen, venskaber i fritiden begynder at slå revner og lillebroren er irriterende.

Ind fra sidelinjen kommer nye pejlemærker i form af rollespil og karate. Sidstnævnte inkluderer dog en træner, der balancerer på grænsen imellem at blive en ny mandlig rollemodel og samtidig være så egenartet, at det må føre til nye problemer.

Det må du selv om er en for Krarup usædvanligt afdæmpet og alvorlig affære, som de fleste vil kunne spejle dele af deres egen ungdom i, hvis de tilnærmelsesvist var børn eller unge i 1980’erne.

192 sider, Cobolt

Luk menu