CHARLES BURNES: "SUGAR SKULL"

CHARLES BURNES: "SUGAR SKULL"

Nomineret i kategorien:
Bedste internationale tegneserie

Tredje og sidste bind I Charles Burns’ mystiske og fascinerende trilogi om drengen Doug er simpelthen et mesterstykke. Den amerikanske serieskaber slår til igen med skarphed og originalitet.

Der er sket et eller andet forfærdeligt for Doug, hovedpersonen i Sugar Skull. Her ved afslutningen på trilogien er forklaringen på Dougs traumer kun et af mange ubesvarede spørgsmål, der står i kø. Charles Burns arbejder imidlertid ikke med afrundede og tilfredsstillende løsninger, og mest af alt giver Sugar Skull en rasende lyst til at genlæse de to tidligere bind (X’ed out og The Hive, der i øvrigt var nomineret til Pingprisen i hhv. 2012 og 2013) for at lede efter mere information, flere svar.

Et spor i fortællingen viser Dougs møde med den sfæriske kunstfotograf Sarah, som han bliver kæreste med, mens hun forfølges af sin voldelige eks-kæreste Larry. Sammen med den fælles veninde Nicky føres læseren gennem kunstudstillinger, loppemarkeder, koncerter, digtoplæsninger og masser af referencer til både billedkunst, musik, litteratur og tegneserier. I et andet spor følger vi Dougs’ alterego på en besynderlig rejse i en mareridtsagtige underverden, som måske, måske ikke gemmer på de svar læseren savner.

Burns’ karakteristiske grafik er ligeså vild og kompleks som altid, og hans evne til at skabe forstyrrende, klamme og uhyggelige billeder er allestedsnærværende. Og den hårrejsende afslutning på værket er svær at ryste af sig, hvilket er et udtryk for den fortælletekniske pragtkonstruktion, Charles Burns har skabt.

64 sider, Pantheon

 

Luk menu