“Black Hammer, volume 1: Secret Origins” af Jeff Lemire, Dean Ormston og Dave Stewart

“Black Hammer, volume 1: Secret Origins” af Jeff Lemire, Dean Ormston og Dave Stewart

Nomineret i kategorien:
Bedste internationale tegneserie

Black Hammer er først og fremmest helstøbt. Mytisk. Mystisk. Mageløs.

Jeff Lemire var kendt for sine dybt personlige og skæve graphic novels Essex County, The Underwater Welder, The Nobody og Sweet Tooth. Ikke just superhelte classic. Hverken i historie eller streg – og stregen var hans egen. Hård, og dog så æterisk. Han havde godt nok prøvet kræfter med et par b- og c-superhelte. Men aldrig med stor succes. Så det kan ikke undre, at hiin gamle DC Comics takkede nej til hans forslag om at forfatte de største af forlagets arketyper.

Heldigvis for os. For så fik vi i stedet Black Hammer, en af tidens allermest interessante serier. Et helt unikt take på de superheltemyter, der efterhånden er så integreret en del af vores fælles bevidsthed, som fortællingerne om de nordiske guder må have været for vores forfædre. Jeff Lemires særegne fortolkning af det potentielt sublime og det umiddelbart forfærdelige ved overmennesker. Lidt som at blande folkedans med hip hop. Man skulle ikke tro, det kunne fungere, men det kan det. I den grad. På mange måder minder det om Hellboy-serien, der på samme vis har formået at forgrene sig uden at tabe sin sjæl og originalitet.

Og det er ikke kun på grund af Lemire. Dean Ormstrongs kradse streg sætter tonen, som varieres af andre tegnere i sideserier og enkelthæfter. Dave Steward (som jo også farvelægger Helleboy-serierne) giver det hele en øjeblikkeligt genkendelig følelse. Todd Kleins tekstning giver hver figur – og der er mange, vidunderlige figurer – sin lyd.

184 sider, Dark Horse

Luk menu