“Barbalien” af Jeff Lemire

Nomineret i kategorien: BEDSTE INTERNATIONALE TEGNESERIE

Marsboere og AIDS-krise i skævt superhelteunivers
Engang var superheltetegneserier uværgerligt sort/hvide skrøner om godt mod ondt, men i dag kan genren rumme stort set alt. Barbalien: Red Planet er dog stadig det første eksempel på en superheltetegneserie om AIDS-krisen i 80’erne.

Barbalien er en figur fra den amerikanske tegneserieforfatter Jeff Lemires skæve superhelteunivers Black Hammer. I Red Planet får han sin egen origin story, der starter med en dobbelttilværelse som politibetjent og superhelt og kulminerer i politisk og seksuel vækkelse. Men Barbalien er egentlig fra Mars, og den røde planet vil have ham tilbage …

Barbalien er en dybfølt fortælling, der fører superheltegenren ind på nyt tematisk terræn – og undervejs bliver et glimrende eksempel på, at spandexheltene i tegneserieform kan og tør en hel del mere end deres filmkolleger.

Luk menu