ANETTE HERZOG/KATRINE CLANTE, RASMUS BREGNHØI: “HJERTESTORM”

ANETTE HERZOG/KATRINE CLANTE, RASMUS BREGNHØI: “HJERTESTORM”

Nomineret i kategorien: Bedste børne/ungdomsserie

Opfølgeren til ”Psst!” er en charmerende fortælling, der tager pubertetens stormfulde følelsesliv alvorligt og giver det smukt, solidarisk mæle.

Hjertestorm er en vendebog. Læst fra den ene side fortæller den historien om Viola. Hun er forelsket i drengen Storm, og hendes følelsesliv illustreres både med drømmeagtige sekvenser, hvor hun blandt andet flyver blot for at crashlande, da hun opdager en bums på panden, og med følt og smuk tekst, der både præcist og tilpas akavet sætter ord på, hvad der foregår. Eller i hvert fald på tvivlen. Denne del er fint og ømt tegnet af Clante, hvis urolige og skrøbelige streg matcher Violas sind helt perfekt.

Vender man bogen, så finder man en forside med titlen “Stormhjerte”, og ikke overraskende er det her Storms side af sagen, der kommer for en dag. Rasmus Bregnhøi overtager tjansen som tegner, og det er godt tænkt. Der er meget få tegnere, der i dagens Danmark kan ramme det drengede og lidt uskyldigt frække som Bregnhøi. Herzog tilpasser bogens sprog, så det passer til drenge, ligesom Storms indre univers er betydeligt mere præget af forvirring over sære, seksuelle følelser og fornemmelser. Der er pres fra de andre drenge, og det ender med at fjerne Storm og Viola fra hinanden. Og så er gode råd dyre!

128 sider, Høst og Søn

Luk menu