ANDERS NILSEN: ”BIG QUESTIONS”

ANDERS NILSEN: ”BIG QUESTIONS”

Nomineret i kategorien:
Bedste internationale tegneserie

Det tog amerikanske Anders Nilsen femten år at gøre sin mursten af en bog ”Big Questions” færdig, og den er et meget ambitiøst livtag med livet, kosmos og døden.

Bogen åbner med en flok fugle, som sidder på en eng og stiller store spørgsmål. Men deres forsøg på at opstille et meningsfuldt kosmos kikser gang på gang, for udgangspunktet er indlysende forfejlet. Diskussionerne ender i stedet med en skæv, absurd afvæbning, en comic relief. Selve den filosofiske spørgen blandt fuglene bliver en parodi på menneskets evige spørgsmål.

Trods ”Big Questions” absurdisme bevarer Nilsen et forsøg på en autentisk rytme i skildringen af dyrelivet. Vi følger lærker, slanger, ugler, krager og andre dyr, der alle får plads til at udfolde deres fysiske væren, dvs. langsomt, i ryk, pludselig opmærksomhed, langsomt igen. Der er noget genuint kedsommeligt i at følge med i dyrs udkig efter mad, og dog er det herigennem, læserens tro på Nilsens univers rodfæstes. Det er rigtige dyr – ikke cartoons – vi følger.

”Big Questions” er et svært håndgribeligt omend dragende, stemningsfuldt og tankevækkende værk i rammer af endeløse ødelandskaber, tegnet med sirlige skraveringer og prikker og befolket af naturlige og overnaturlige dyr og fænomener.

592 sider, Drawn & Quarterly, Canada.