Æresprisen 2014 gik til Nikoline Werdelin

Æresprisen 2014 gik til Nikoline Werdelin

Nikoline Werdelin har siden 1984 arbejdet på et smukt og nådesløst portræt af os danskere, og særligt af vor nations fundament, borgerskabet. Et portræt med tusind ansigter. Dette er sket i hendes avisstriber, indledningsvis i dagbladet Information, men først og fremmest i Politiken, hvis grafiske og socialkritiske profil hun siden 1986 har præget som få andre.

Café hed den stribe, med hvilken hun først gjorde sig gældende som en af landets skarpeste samfundskommentatorer. Mellem 1984 og 1988 fangede den sin tids narcissistiske og let desperate Zeitgeist i perfekt skikkelse af en række farverige og dybt fejlbarlige mennesker og deres ageren i det for årtiet kvintessentielle offentlige rum, titlen satte som ramme.

Projektet fortsatte fra 1994 i Homo Metropolis, der bredte vingerne ud og med årene kom til at omfatte et repræsentativt udvalg af den danske befolkning, iskoldt snittet så indbildskheden, illusionerne og hykleriet, men derigennem også menneskeligheden lægges blot. I sidste ende genkender vi os selv i Werdelins figurer, selvom fremstillingen måske er skarpere skåret end vi bryder os om.

Til trods for at hun er blandt landets bedste kendte brugere af høreapparat, har Werdelin fastholdt et ganske særligt følsomt øre for den måde, vi taler til hinanden på, hvilket hun forener med et instinkt for den sigende detalje, ofte med reference til noget materielt: i firserne var det måske en læderbeklædt Casanova, mens det de senere år kunne være first flush darjeeling, der agerede markører for denne eller hin karakters livsstil eller forestillingsverden.

 

Grafisk fandt hun hurtigt en formel, der passede stribernes billedrytme: en kølig, reliefagtig fremstilling af figurer og rum med et snert af deco. Hendes tungt løbende, kradse streg fremstiller – til tider udstiller – os mennesker i al vor dellede og dorske mangel på perfektion, ofte bundet op i deadpan-pokerfjæs, der gør dialogen desto sjovere.

Det ligner en tanke, at Werdelin med tiden har udvidet sit kreative virke til også at omfatte teatret, en fortælleform der traditionelt set er nært beslægtet med tegneseriemediet. Fra og med Liebhaverne i 1997 har hendes teaterstykker været med til at nuancere og levendegøre livsværket hinsides tryksværten. Hun lægger sig hermed i en tradition, der kan trækkes længere tilbage end hendes forbilleder indenfor halvfjerdsernes tegnede satire, til Ludvig Holbergs urbane sædeskildringer.

Et fornemt slægstfølge, som hun – selvom hun nu har erklæret Homo Metropolis (midlertidigt?) afsluttet – med sikkerhed vil fortsætte. Hendes samtidsportræt er i sagens natur et arbejde, der forbliver undervejs. Den store danske samtidstegneserie.