ADAM O: “RUINER”

ADAM O: “RUINER”

Nomineret i kategorien:
Bedste danske debut

Adam O’s debut “Ruiner” er en post-apokalyptisk, politisk survivor-fabel, henlagt til Danmarks mennesketomme hovedstad.

Hvordan gik det så galt? Ti år fra nu er menneskeheden udraderet fra jordens overflade, med historiens fortæller som eneste undtagelse. Det er udgangspunktet for Adam O’s debutalbum ”Ruiner”, som i én lang enetale sætter sig for at gøre rede for forløbet. Der er tale om en politisk dystopi med autonomt eller modkulturelt fortegn.

I verden efter 11. september 2001 er terrorparanoiaen taget til i et omfang, så borgernes rettigheder konsekvent tilsidesættes, bl.a. ved indførelsen af freedomchippen, som alle skal bære i venstre øreflip. Den er en slags avanceret identifikationskort, men viser sig også effektiv som middel for terrorbekæmpelse, da myndighederne gennem chippen kan lamme den enkelte borgers centralnervesystem og på den måde uskadeliggøre dissidenter. Fortælleren er en af samfundets dissidenter.

”Ruiner” skildrer fremtidens København i en imponerende konsekvent airbrushstil og billedliggørelsen af det affolkede og forfaldende København er på samme tid skræmmende og fascinerende.

48 sider, Fahrenheit.

 

Luk menu