EIICHIRO ODA: ”ONE PIECE”

EIICHIRO ODA: ”ONE PIECE”

Nomineret i kategorien:
Bedste børne/ungdomstegneserie

Eiichiro Odas hæsblæsende sørøverskrøne er verdens bedst sælgende og måske mest toptunede tegneserie netop nu.

One Piece er navnet på en legendarisk skat, som drengen Monkey D. Ruffy kommer på sporet af, i selskab med et spektakulært persongalleri. Uheldigvis er  Monkey kommet til at spise af Gum Gum-frugten, som bevirker at alle hans lemmer bliver elastiske. Dermed kan Ruffy ikke svømme, og det er en uheldig egenskab, når man gerne vil være sørøver.

“One Piece” er på ingen måde en traditionel sørøverfortælling. Fortællingen forgår i en verden, som er opdelt i to store oceaner, som adskilles af bjergkæden Red Line. “One Piece”-universets egenartede indretning gør langdistance-skibsfart besværlig, og masser af fantastiske farer lurer konstant om hjørnet, men selvom serien i skrivende stund snart passerer 60. bind, forekommer skatten stadig langt uden for rækkevidde.

“One Piece” er i sagens natur en føljeton, som man ikke uden videre står på. Men gør man det, bliver man medpassager på en fantastisk rejse, som næsten naturstridigt bare bliver bedre og bedre. De hemmelige ingredienser er en umådelig fantasifuldhed, en fantastisk evne til at skabe en stemning af spændende og altid komiske optrin, som vibrerer af intens action. Tegnearbejdet på “One Piece” er et kapitel for sig; Eiichiro Oda gør fordommen om, at mainstream-manga lider under manglende baggrundstegning og gennemtegnede figurer etc., til skamme: One Piece er suveræn underholdning.

I 2011 udkom “One Piece” nummer 55, 56 og 57 i Danmark.

200 sider, Carlsen.