Nomineret i kategorien:
Bedste danske nettegneserie

”Stine bliver klogere” er et skarpt bud på en uhøjtidelig webcomic, der lykkes med at kommentere på kønsroller, alderskriser, danskhed og dobbeltmoral samtidig med at den effektivt leverer en sjov pointe.

”Stine bliver klogere” er tegneren Stine Spedtsbergs tegneseriespalte, der har kørt på comedysitet Heltnormalt.dk siden oktober 2013. Hver tirsdag og torsdag kommer der en ny tegning, og som navnet antyder, rummer disse ofte en eller anden form for erkendelse hos hovedpersonen Stine. Stine-karakteren vil for resten allerede virke bekendt for en del webcomics-læsere, idet vi i flere år har kunnet følge den lyshårede pige med det store runde hoved og knold på Stinestregen.dk – en blog der faktisk også var nomineret til Pingprisen 2013.

Men hvad bliver Stine så klogere på? Jo, det kan f.eks. være onanitips fra 90’erne ungdomsbrevkasser, reklameverdenen, menstruation i offentligheden og den stemme mænd bruger, når de snakker i telefon med deres mor. Holdt i douce pastelfarver rummer hvert panel en skæv pointe, der oftest giver anledning til både latter og eftertanke. Tegningerne er simple og ligesom tekstdelen skrabet ned til essensen af scenariet. I hjørnet af hvert panel sidder så en snusfornuftig kat og formulerer dagens pointe, der mestendels står i et sarkastisk forhold til tegningerne. Som når en naivt udseende Stine med åben mund og polypper får at vide af en bebrillet kloge-Åge at ”du har et massivt indlæringspotentiale” og katten konkluderer ”Hvor det er muligt, bør man altid sige noget pænt”.

heltnormalt.dk/stinebliverklogere

 


stine bliver klogere