Nomineret i kategorien:
Bedste internationale tegneserie

Tumblr-fænomenet Simon Hanselmanns regulære bogdebut er en af årets bedste tegneserier. Humor og tristesse balanceres til perfektion i fire hallucinerende og moderne funny animal-historier.

De fire historier i ”Life Zone” handler, som hovedparten af Simon Hanselmanns nyere virke, om den depressive heks Megg, den stenede kat Mogg, den altid underkuede Owl og den fuldstændigt uregerlige Werewolf Jones. De to sidstnævnte svarer i art til deres navn, og Simon Hanselmanns værker kan altså anses for en slags moderne livtag med funny animal-genren.

I den første, og længste, af historierne i ”Life Zone”, forsøger Owl at vennerne til at betale til den fælles husleje ved at skaffe dem alle arbejde i en friluftslivsbutik ved navn ”Hot Outdoors”, som han selv skal bestyre. Starten på den nye tilværelse indebærer dog både ketamin, ecstasy og en Werewolf Jones, der forsøger at omdanne butikken til en natklub.

De tre følgende historier er mere enkle på handlingsplanet og beskæftiger sig med henholdsvis en endnu engang ulykkelig Owl på date, et tilbageblik til de fire hovedpersoners high school-tid og Meggs forsøg på at få kæresten Mogg med til en forlovelsesfest, som hun ikke kan overskue at gå igennem alene.

Historierne er typiske for Simon Hanselmann. I kraft af de absurde handlingsforløb, de forskruede personligheder og en lang række bizarre ordvekslinger er de på en og samme gang voldsomt morsomme og ufatteligt deprimerende.

64 sider, Space Face Books

 


life zone