Nomineret i kategorien:
Bedste danske tegneserie

Palle Schmidts graphic novel ”Stiletto” er en fortælling om korruption og mangel på moral i et univers, hvor de gode er onde og de onde er værre. Det er hårdkogt krimi når det er allerbedst.

Grundtonen er pessimistisk og resigneret men ”Stiletto” er spændende som en Dashiell Hammett-roman, og tegner samtidig et portræt af en mand og en hel politistyrke i forfald. Men bogen forfalder ikke til at fælde moralsk dom eller give hovedpersonen et skær af heltemod som det lidt for ofte kan være tilfældet i Hollywoods hårdkogte krimier.

Alle forsøg på at rydde op, gør det hele værre. For som hovedpersonen Maynard siger: ”Man kan ikke gøre rent med en beskidt klud.” Det hele er grågrøngrumset og mudret – ligesom Palle Schmidt skarpe og alligevel skitseagtige streg.

”Stiletto” er enormt en velfortalt tegneserie, der på en gang er snedig og hårdtslående. Det er en fornøjelse at blive overrasket over Palle Schmidts overraskende plottwists – hver gang man tror at historien har fundet sin rille og bare kører derudaf er der en der bliver dræbt – og både morder og offer er altid nogle andre end dem man forventer. I det hele taget har ”Stilletto” høj international klasse.

144 sider, Fahrenheit


stiletto