Nomineret i kategorien:
Bedste danske tegneserie

Nikoline Werdelins stribeserie ”Homo Metropolis” er intet mindre end et dansk tegneseriehovedværk. Striberne er en perlerække af bevægende og anfægtende menneskeskæbner, som bliver siddende i kroppen længe efter læsningen er slut.

Nikoline Werdelin er utvivlsomt en af Danmarks betydeligste tegneserietegnere og hendes vel nok mest berømte serie ”Homo Metropolis” er også blandt de mest læste. Den er blevet bragt i Alt for Damerne, Søndag og i Politiken, hvor striben gik fra 1994 til 2004. I 2010 vendte ”Homo Metropolis” tilbage til avisens bagside og det er de samlede striber fra 2010 til 2012, der nu er udgivet i ét stort bind.

I ”Homo Metropolis 2010-2012” møder vi bl.a. universitetslektoren, der forelsker sig i datterens alt for unge veninde. Det er både rørende og frastødende på samme tid. Vi møder den drikfældige skuespillerinde, der tror hun inviteres til Norge som dansk superstar og ender med at gå i total opløsning, da tabet af sønnen bundfælder sig. Vi hører om forsinket faderopgør og om hvordan dødsdrift vendes til livslyst på den mest overraskende.

Nikoline Werdelins indfanger og formidler mennesketyper og evner at fremkalde menneskeliv i farver og med nuancer – også selvom striben er i sort/hvid. Det oplever læseren gang på gang i ”Homo Metropolis’” store persongalleri.

366 sider, Rosinante


homo metropolis