Nomineret i kategorien:
Bedste internationale tegneserie på dansk

Den tyske billedkunstner og tegneserietegner Anke Feuchtenberger har skabt en grafisk fortælling om krop, magt og begær. Et dirrende billedepos om en kvinde i udvikling, en verden i uorden og en uudgrundelig trang til at ankomme og forlade.

”Horen H kaster handsken” er tredje bind i Feuchtenberger og de Vries’ fortælling om den unge ’hore’, der vandrer rundt i en tyst verden af sort/hvid dramatik, der på mange måder ser ud, som var den formet over den kvindelige anatomi. Noget af det særlige, Feuchtenberger kan, er netop at give kroppen et sprog. ”Horen H kaster handsken” er ikke så meget en undersøgelse af, hvordan kroppen ser ud, også det, men mest af alt en eminent og eksperimenterende billedliggørelse af, hvordan det føles at være i en krop, at bebo de kødelige former og funktioner, der er vores fysiske hjem i verden. Maveskind, der næsten brister, vægten af et nøgent bryst i havvand, brændenælder på en bar ryg. Feuchtenbergers sort/hvide kultegninger har en særegen taktilitet, en konsekvent insisteren på det sanselige.

”Horen H kaster handsken” er et lavmælt mesterværk og Anke Feuchtenberger en af nyere tegneseries fornemste billedfortællere. I en trøstesløs udforskning af kroppen, sindets og omgivelsernes dunkle huler og mørke farvande udsættes menneskets dyder og drifter for en centrifugering, der gør det velkendte fremmed og det uhyggelige hjemligt.

Horen H kaster handsken” er oversat af Steffen Rayburn-Maarup

112 sider, Aben maler

 


Horen H