Nomineret i kategorien:
Bedste internationale tegneserie på dansk

Jaime Hernandez er endnu engang nomineret til Pingprisen – denne gang er det den charmerende, flabede og veloplagte ”Har du set mig?” der er i spil.

”Har du set mig?” er andet bind i Jaime Hernandez’ ”Love and Rockets”-trilogi om punkerpigerne Maggie og Hopey. Værket er opfølgeren på ”Speedy Ortiz dør”, der vandt en Pingpris i 2013. På dette punkt i historien skilles Maggie og Hopey og må forcere voksenlivets forhindringer alene, mens de drømmer sig tilbage til deres – set i bakspejlet – sorgløse ungdom i Hoppers.

Maggie, Hopey, Ray og de andre hovedkarakterer har efterhånden rygsækken fyldt godt op med emotionel bagage, og ”Har du set mig?” handler på mange måder om at blive voksen og tage en form for ansvar, mens man tumler gennem livet. Der sniger sig en sårbarhed og modenhed ind på personerne, der må reflektere over, hvem de er, og hvordan de er nået dertil. Det er veloplagt og ofte dristigt fortalt med en lethed, der som altid hos Hernandez også giver plads til sex, slapstick, slagsmål og en masse kvindelig fribrydning. Jaime Hernandez’ legende dialog er musikalsk og skarp, og hans tegninger både præcise og elegante i deres overlegne brug af sorte og hvide flader.

Hernandez kan virke skødesløs med sine episodiske hverdagsfortællinger, men hans skarpe streg skaber med menneskekærlig præcision historier, der besidder en varme og humor, der gør dem til et centralt bidrag til ikke kun amerikanske independent tegneserier, men også til nyere amerikansk litteratur.

Har du set mig?” er oversat af Steffen Rayburn-Maarup

288 sider, Aben maler                                                   

 


har du set mig