Nomineret i kategorien:
Bedste børne-/ungdomstegneserie

Den klassiske seriehelt Splint får nyt liv i Émile Bravos flotte og spændende album, der byder på fredsforhandlinger, hemmelige agenter, journalister og den slags.

Den spanskfødte serieskaber Émile Bravo har med ”Splint – Portræt af helten som en troskyldig ung mand” skabt en skæg og sprælsk tilføjelse til det gamle ”Splint & Co”-univers. Bravo går tilbage til seriens rødder i slut-trediverne, dengang Splint var en ydmyg piccolo med et kæle-egern, tegnet af franskmanden François Robert for det dengang spritnye tegneserieblad ”Spirou”. Herfra komponerer Bravo en underfundig fortælling om tysk-polske fredsforhandlinger på Splints arbejdsplads, Hotel Moustique, nøje overvåget af agenter fra Sovjetunionen og den skruppelløse reporter Kvik.

Ved albummets begyndelse er vores unge helt blot en naiv, forældreløs piccolo, men han viser hurtigt det talent for at rode sig ud i drama og eventyr, som har fulgt ham gennem 75 år som seriefigur. Og selvom fortællingens slutning i et vist omfang er givet på forhånd – sådan er det jo med prequels – så er der masser af skægge optrin og endda en knivspids menneskeligt drama at varme sig på undervejs.

Bravo er mand for en sødmefuld semi-realisme, hvor både miljøerne og figurernes psykologi er genkendelige og relaterbare. Tilgangen klæder ”Splint & Co.”-universet, der i hans hænder opleves mere vedkommende end længe set.

Splint – Portræt af helten som troskyldig ung mand” er oversat af Ole Steen Hansen

72 sider, Cobolt

 


splint