Nomineret i kategorien:
Bedste børne-/ungdomstegneserie

Den neglebidespændende sci-fi-thriller ”Alene” er på alle måder et veloplagt bud på en moderne spændingsserie for børn.

”Alene” er en forholdsvis ny albumserie forfattet af franskmanden Fabien Vehlmann og tegnet af belgieren Bruno Gazzotti. Der er indtil videre udkommet seks bind i serien, hvoraf de to første er blevet oversat til dansk. I første bind, ”Borte”, introduceres vi til fem børn med vidt forskellige baggrunde, der er blev bragt sammen af nogle mærkværdige omstændigheder: En morgen vågner de hver især op og finder ud af, at de er helt alene i kæmpebyen Storstad. Vi ved ikke, hvad der er sket, men dyrene er sluppet ud af den ubevogtede zoologiske have, og der er ingen vokse til at passe på vores fem små helte.

I bind to, ”Knivenes mester”, har situationen normaliseret sig noget, børnene har vænnet sig til at klare sig selv og bor nu på byens luksushotel. Men der dukker nye overraskelser og uhyggeligheder op – og som undertitlen antyder, udfordres børnene her af en skræmmende knivmester. Det er på en gang skræmmende, spændende, sjovt og gribende.

De fem børn er tegnet klart op som typer, men har tilpas med nuancer til at de opleves som ægte og til at skabe troværdige relationer og konflikter mellem dem. Volden og uhyggen holder sig indenfor rammerne af en børneserie, men den er reel nok, og man sidder aldrig med fornemmelsen af, at ”Alene” bare er for sjov.

Alene 1-2” er oversat af Julie Rotne

64 + 56 sider, Carlsen

 


alene