Nomineret i kategorien:
Bedste børne-/ungdomstegneserie

Annette Herzog og Katriene gør med nysgerrighed og originalitet “Pssst!” til en selvstændig og kærkommen poetisk stemme i tween-universet.

I neddæmpet, poetisk og usædvanligt indtagende form fortæller ”Pssst!” om Viola på 12, der prøver at finde fodfæste et sted mellem barndom og ungdom. I en verden af skiftende bedsteveninder, paplillebrødre med irriterende laserpistoler og bedsteforældre, der viser sig at kunne dø, får fantasien og refleksionerne lov at have et eget liv. Et fantasiliv, der eksekveres både originalt og overbevisende i Clantes sarte blyantsstreg og søgende akvarelpalet.

Tegningernes poesi og sårbare konturer spiller smukt sammen med Violas undren over, hvor længe man mon var ingenting, inden man blev til nogen, om mormors gener afgør ens udseende, og hvorvidt sankthansormen døde, fordi den fik forkert mad, eller fordi der ikke var luft nok i syltetøjsglasset.

Med den skitseagtige blyantsstreg og en klar og naivistisk farvepalet indskriver ”Pssst!” sig i en fremtrædende tendens på den danske tegneseriescene og giver associationer til det søgende og personlige formsprog i bl.a. Rikke Bakmans ”Glimt”.

96 sider, Høst & Søn

 


pssst!