Bedste Danske Tegneserie: Mårdøn Smet "Stig & Martha"

Bedste Danske Tegneserie:  Mårdøn Smet "Stig & Martha"

[column grid=”2″ span=”1″]

På samme måde som Mårdøn Smet staver sit håbløst almindelige navn makismalt excentrisk: M-å-r-d-ø-n S-m-e-t., tegner han i Stig & Marthasine platte og obskøne vitser optimalt forvredent virtuost.

Derfor er det også meningsløst at referere en Stig & Martha-historie, hvis man ikke samtidig refererer tegningerne, men hvis man først begyndte at referere tegningerne, ville man aldrig blive færdig med bare første rude, med bare første ramme om første rude: Så omstændeligt travlt har denne streg.

Faktisk vil det mest præcise referat af en Stig & Martha-historie være en afskrift af de dialogløse stribers altid pragtfuldt udtryksfulde og -vilde lydord:
BRAK / TCHUCK / FRISSLE/ FWOSH/ SBAFFO/ FOOF/ POOM/ DIIUUUUUU/ WOOOOO/ SPOING/ RAHHH/ FLOUF

Den kan I godt huske, ikke også!?

[/column]

[column grid=”2″ span=”1″]

Selve Stig & Martha er på samme tid et umanerligt umage Fy & Bi-par, en geskæftig, pervers gnom & en troskyldig, skiftevis radmager og tromletyk negresse, og eksemplariske repræsentanter for den up-fuckede menneskehed. Ligesom de enkelte historier på samme tid er hyper-grotesk slapstick og kulsort civilisationskritik, kritik af civilisationens grådighed og grusomhed og storhedsvanvid, gerne ved hjælp af subversive genskrivninger af de civilisatoriske top-myter, Jesus, Rapunzel, Noahs ark etc.

Smets ambition fejler ikke noget, eller rettere ambitionen er at sygeliggøre totalt og spektakulært, hvilket uhyggeligt nok faktisk lykkes.

Indtil albummets afsluttende historie – velsagtens den mest ambitiøse i dansk tegneseries historie, eftersom ambitionen er at fabulere sig igennem og ud på den anden side af både menneskeracens historie og striden mellem religion og oplysning på sølle 10 sider – hvor poesien pludselig udmanøvrerer misantropien i den bittersødeste happy ending.

Det eneste passende ord for, hvor suverænt for meget af det gode & det onde, Stig & Martha er, må være det sidste lydord i den dér sidste historie:

SCHLOUP!

[/column]

Luk menu